Historisk rids

Skolen for Musik og Teater er grundlagt i efteråret 1990, og var fysisk placeret på Amager de første 10 år. I 2001 flyttede Skolen til Hillerød på Frejasvej og fra 1. august 2012 flyttede Skolen til den nuværende adresse: Nordre Jernbanevej 40 3400 Hillerød.

Siden skolens start har det været målsætningen at skabe muligheder for positiv personlig udvikling for de enkelte elever gennem brug af musisk/kreative tilgange til undervisning, socialisering og egentlig terapi. En af grundsætningerne er vedholdenhed og kontinuitet. Skolens læringsstrategier er bygget op omkring styrkelse af det indre i den enkelte gennem det at arbejde med de små succes’er.

Gennem arbejdet med styrkelse af de musisk kreative sider af mennesket, opnås et forøget selvværd som kan bruges videre i arbejdet med de kognitive sider og den boglige indlæring.

Efter de første svære år, startedes Villa Musica i 1997 i Hillerød, samtidig blev fonden ”De Musiske Helhedsskoler” oprettet.

I dag er den lokale forankring en vigtig forudsætning for vores arbejde, og vi samarbejder tæt Hillerød Kommune samt med de øvrige lokale kommunale samarbejdspartnere.